Om Signe Bang

Jeg er narrativ psykoterapeut MPF og oprindeligt uddannet lærer. I min praksis i Svendborg tilbyder jeg et trygt og hjertevarmt rum, hvor der er tid til at tale om det, der fylder. Også når det kan være svært at finde de rigtige ord.

Særlig erfaring med unge og familier, der har det svært

Jeg har mange års erfaring med at møde unge, forældre og voksne, som står i en svær livsperiode. Det kan være i forbindelse med mistrivsel, psykisk sårbarhed, stress, livskriser, ensomhed, svære relationer eller følelsen af at være kørt fast. Jeg har særlig erfaring med unge og familier, hvor selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug eller andre alvorlige udfordringer fylder rigtig meget.

For mig er det vigtigt, at du føler dig mødt som det menneske, som du er. At du ikke føler, at du bliver gjort til et problem, der skal løses. Jeg møder dig med nysgerrighed, respekt og omsorg og lægger vægt på, at samtalerne foregår i et tempo, der føles trygt for dig.

Jeg er stærkt optaget af de fortællinger, som vi mennesker har om os selv og vores liv

Som narrativ psykoterapeut er jeg optaget af de fortællinger, som vi mennesker har om os selv og vores liv. Nogle fortællinger kan med tiden komme til at fylde så meget, at de begrænser vores blik på, hvem vi egentlig er, og hvad der er muligt for os. I vores samtaler undersøger vi det, der er svært, men vi leder også efter de erfaringer, værdier, håb og styrker, der måske er blevet skubbet uhensigtsmæssigt i baggrunden.

Jeg tror ikke på hurtige eller færdige svar. Jeg tror på betydningen af en tillidsfuld relation og på, at nye perspektiver kan skabe nye ståsteder i livet. Min opgave er ikke at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv, men at støtte dig i at få øje på dine egne muligheder og finde en vej, der giver mening for dig.

Min faglige baggrund

Jeg er uddannet lærer fra Skårup Seminarium og har siden 2004 arbejdet med børn og unge — særligt inden for specialområdet. Gennem mit arbejde som blandt andet inklusionslærer, lærer på autismeområdet og lærer på STU, har jeg fået en omfattende erfaring med unge, der lever med indlæringsmæssige, sociale og psykiske udfordringer.

Jeg har desuden undervist og tilrettelagt gruppeforløb for psykisk sårbare unge både i og uden for uddannelsessystemet. Her har jeg blandt andet arbejdet med identitet, relationer, motivation, mestring og kontakten til familie og andre vigtige personer omkring den unge.

Fra 2018 til 2022 gennemførte jeg den femårige uddannelse til narrativ psykoterapeut ved DISPUK i Aarhus. Uddannelsen har givet mig et solidt fundament inden for narrativ teori, etik og terapeutisk praksis. Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og må derfor anvende titlen psykoterapeut MPF.

Jeg har løbende suppleret min uddannelse med kurser og efteruddannelse inden for blandt andet:

  • krops- og traumeinformeret psykoterapi
  • kognitiv metode
  • dialektisk adfærdsterapi
  • neuroaffektiv udviklingspsykologi
  • spiseforstyrrelser og selvskade
  • konflikthåndtering
  • børn og unge i risiko
  • teenagecoaching

Siden 2021 har jeg haft min egen psykoterapeutiske praksis i Svendborg. Derudover arbejder jeg i Åben Anonym Rådgivning i Svendborg Kommune, hvor jeg har samtaler med unge og forældre, der oplever mistrivsel, misbrug eller som har psykiske udfordringer. Jeg samarbejder også med pårørende og andre fagpersoner, når det er relevant.

Fælles for mit arbejde er ønsket om at skabe et sted, hvor du kan føle dig tryg, forstået og taget alvorligt. Et sted, hvor der opstår mere håb, handlekraft og bevægelse i dit liv.

Se dispuk.dk/efteruddannelse/narrativ-psykoterapeutuddannelse

Det lidt mere personlige...

Når jeg ikke arbejder, finder jeg energi i naturen. Jeg holder af at løbe, vinterbade og dyrke yoga, og jeg elsker solskin og vind i håret. For mig hænger bevægelse, nærvær og gode relationer tæt sammen med trivsel og udvikling, både i mit eget privatliv og i mit terapeutiske arbejde.

Det siger mine klienter